What do you think?
Rate this book
ø-ʳܳٳٲ
Helle Helle har siden debuten været elsket af anmeldere. ø-ʳܳٳٲ blev hendes helt store publikumsgennembrud. Bogen vandt Kritikerprisen i 2005 og blev nomineret til blandt andet Weekendavisens Litteraturpris og BG-banks litteraturpris.
Jane og Tine er søstre og bor i Rødbyhavn. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten ø-ʳܳٳٲ. Rundt om dem dør folk på stribe, sådan er det på de kanter. Mænd går ind og ud af deres liv, på samme måde var det også for deres mor og hendes mor igen.
I begrundelsen skriver Litteraturkritikernes Lav:
»Et nyt, både konsekvent og overrumplende højdepunkt i et prægnant forfatterskab, der langt fra er så nyklassisk pænt, som rygtet siger. Inciterende cool og vist og lattermildt fortæller romanen om to søstre ved Danmarks ende, der pauserer fra livet og hjemsøges af døden. ø-ʳܳٳٲ er et hyperrealistisk studie i noget så eksotisk som et færgemiljø, og samtidig en helt klassisk kunstner- og slægtsroman. I al diskretion et umiskendeligt hovedværk.«
Jane og Tine er søstre og bor i Rødbyhavn. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten ø-ʳܳٳٲ. Rundt om dem dør folk på stribe, sådan er det på de kanter. Mænd går ind og ud af deres liv, på samme måde var det også for deres mor og hendes mor igen.
I begrundelsen skriver Litteraturkritikernes Lav:
»Et nyt, både konsekvent og overrumplende højdepunkt i et prægnant forfatterskab, der langt fra er så nyklassisk pænt, som rygtet siger. Inciterende cool og vist og lattermildt fortæller romanen om to søstre ved Danmarks ende, der pauserer fra livet og hjemsøges af døden. ø-ʳܳٳٲ er et hyperrealistisk studie i noget så eksotisk som et færgemiljø, og samtidig en helt klassisk kunstner- og slægtsroman. I al diskretion et umiskendeligt hovedværk.«
174 pages, Paperback
First published January 1, 2005
10 people are currently reading
572 people want to read
About the author
Helle Helle
38books300followersHelle Helle (born 1965) published her first book in 1993. Since then, her work has garnered overwhelming critical and popular acclaim.
Recently awarded the Golden Laurel literary prize, Helle Helle is the recipient of countless literary accolades, among them the Danish Critics� Prize, the Danish Academy’s Beatrice Prize, the P.O. Enquist Award and the prestigious Lifetime Award of the Danish Arts Council.
Her novels and short stories have been translated into 18 languages.
BIBLIOGRAPHY
Bob / novel / 2021
They / novel / 2018
If You Want / novel / 2014
This Should Be Written in the Present Tense / novel / 2011
Down to the Dogs / novel / 2008
ø-ʳܳٳٲ / novel / 2005
The Idea of an Uncomplicated Life with a Man / novel / 2002
Cars and Animals / short stories / 2000
House and Home / novel / 1999
Remains / short stories / 1996
Example of Life / novel / 1993
Recently awarded the Golden Laurel literary prize, Helle Helle is the recipient of countless literary accolades, among them the Danish Critics� Prize, the Danish Academy’s Beatrice Prize, the P.O. Enquist Award and the prestigious Lifetime Award of the Danish Arts Council.
Her novels and short stories have been translated into 18 languages.
BIBLIOGRAPHY
Bob / novel / 2021
They / novel / 2018
If You Want / novel / 2014
This Should Be Written in the Present Tense / novel / 2011
Down to the Dogs / novel / 2008
ø-ʳܳٳٲ / novel / 2005
The Idea of an Uncomplicated Life with a Man / novel / 2002
Cars and Animals / short stories / 2000
House and Home / novel / 1999
Remains / short stories / 1996
Example of Life / novel / 1993
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 90 reviews
January 25, 2020
We all have those authors/works we loathe, from deep within our bones, because we read them in highschool. Helle Helle is one of those authors for me � actually, she’s the only one.
Once upon a time we read one of her shortstories for class and I hated it, as I’ve hated few other things in my life. Her style is postmodern and minimalistic and I can’t stand it. The barren sentences, stripped for emotions, and the narrative, always about something utterly trivial. She writes about everyday life, about absolutely ordinary, non-expectional people and their tedious, non-exceptional lives.
It made me sad. It still makes me sad. This book made me sad. However I liked it more than I thought I would, way more actually. I found myself appreciating - to an extent � the slightly detached descriptions, like you’re constantly observing people you vaguely know from a distance, but are unable to put thoughts or feelings to their actions. I found myself understanding the seeming emotionlessness of the characters, that their feelings are implied through actions, but never explicitly stated on the paper, and that there’s a certain kind of charm to it.
The problem is I’m bad at reading emotions into moments if they’re not in the text. When reading this book it seems to me the characters simply don’t feel anything, that they have no attachments to each other or the world; that they walk around like zombies, acting, but not feeling. It’s a false assumption, but I can’t stop reading it like that nonetheless.
However, I liked this book. It made me sad, and when I think of it everything is grey and wet and depressing, but I liked it. I liked the small cracks of light shining through, the small moments of almost-emotion, I liked the sometimes odd, but delightful descriptions, and tiny sentences filled with a dry, out-of-place humour. I greatly respect the tenderness and care Helle shows her characters, they may be the type of people we all silently judge on the bus, on the street, wherever, those that seem average, mediocre, at first sight. But they live full lives, too, in some way, and deserve to have their story told, even if it forces me to face my own potential mediocrity. It shows everyday people deal with everyday problems � and Helle Helle does it with great skill.
Maybe as I get older, I'll find comfort in reading about people and scenarios I recognize from my own life. We'll see.
There’s a lot to enjoy and love in Helle’s authorship. I doubt I’ll ever love it, but I definitely enjoyed it. And I found something to care for, a new appreciation. The more I think about it, the deeper my appreciation runs, and I’m grateful for that. Grateful that my highschool hate is dispelled.
Once upon a time we read one of her shortstories for class and I hated it, as I’ve hated few other things in my life. Her style is postmodern and minimalistic and I can’t stand it. The barren sentences, stripped for emotions, and the narrative, always about something utterly trivial. She writes about everyday life, about absolutely ordinary, non-expectional people and their tedious, non-exceptional lives.
It made me sad. It still makes me sad. This book made me sad. However I liked it more than I thought I would, way more actually. I found myself appreciating - to an extent � the slightly detached descriptions, like you’re constantly observing people you vaguely know from a distance, but are unable to put thoughts or feelings to their actions. I found myself understanding the seeming emotionlessness of the characters, that their feelings are implied through actions, but never explicitly stated on the paper, and that there’s a certain kind of charm to it.
The problem is I’m bad at reading emotions into moments if they’re not in the text. When reading this book it seems to me the characters simply don’t feel anything, that they have no attachments to each other or the world; that they walk around like zombies, acting, but not feeling. It’s a false assumption, but I can’t stop reading it like that nonetheless.
However, I liked this book. It made me sad, and when I think of it everything is grey and wet and depressing, but I liked it. I liked the small cracks of light shining through, the small moments of almost-emotion, I liked the sometimes odd, but delightful descriptions, and tiny sentences filled with a dry, out-of-place humour. I greatly respect the tenderness and care Helle shows her characters, they may be the type of people we all silently judge on the bus, on the street, wherever, those that seem average, mediocre, at first sight. But they live full lives, too, in some way, and deserve to have their story told, even if it forces me to face my own potential mediocrity. It shows everyday people deal with everyday problems � and Helle Helle does it with great skill.
Maybe as I get older, I'll find comfort in reading about people and scenarios I recognize from my own life. We'll see.
There’s a lot to enjoy and love in Helle’s authorship. I doubt I’ll ever love it, but I definitely enjoyed it. And I found something to care for, a new appreciation. The more I think about it, the deeper my appreciation runs, and I’m grateful for that. Grateful that my highschool hate is dispelled.
May 30, 2016
Helle Helle-klassikeren fra 2005, som indbragte hende Kritikerprisen og gav hende et folkeligt gennembrud. Søstrene Jane (bogens jeg-fortæller) og Tine bor i Rødby og arbejder i 'parfumen', dvs. parfumeafdelingen, på færgen der sejler mellem Rødby og Puttgarden. På en uge dør fire, men det er der ikke noget usædvanligt i: "Sådan var det hernede," slås det fast i starten af bogen. Bogen handler om søskendeparret, som lever en tilværelse, der absolut ikke er actionpræget, hvad der gør dem til sjældne romankarakterer: De spiser franskbrød med pølse. De går ned på Danhotel, men må vende hjem igen, da det viser sig, at der er lukket. Der sker med andre ord ikke en skid - hverken i bogen eller i kvindernes liv. Men den måde at skrive på, synes jeg vanvittigt godt om. Det er en stor kunst at kunne skrive om intet, så det bliver til noget. Deres liv er som arbejdet på færgen: De flytter sig lidt, men ender altid ved udgangspunktet og er ikke rigtigt kommet nogen vegne.
Alt i alt er ø-ʳܳٳٲ en fremragende bog om ualmindelig almindelige liv, og den er blandt forfatterskabets (og 00'er-litteraturens) bedste. Skønt den udspiller sig i et meget feminint univers, er den bredt appellerende, så snyd ikke dig selv for denne mesterligt skrevede bog.
Jeg havde fantasier om at sidde hjemme resten af livet. Jeg skammede mig over det, men jeg kunne ikke modstå tanken. Det gik lige med en vagt på færgen eller en halvdagstur til Maribo. Jeg kunne godt gå rundt og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen.På trods af den simple livsførelse er de lykkelige. Påfaldende er det da også, at da Jane spørger Tine, hvor hun ville bo, hvis hun frit kunne vælge, svarer hun: "Her, selvfølgelig". Selv om hun nogle gange keder sig, har hun affundet sig med hverdagens trivialiteter og er "i bund og grund glad for at være her". Der er på én gang noget rørende og trist i at stille sig tilfreds med så lidt og ikke forlange det store af tilværelsen.
Alt i alt er ø-ʳܳٳٲ en fremragende bog om ualmindelig almindelige liv, og den er blandt forfatterskabets (og 00'er-litteraturens) bedste. Skønt den udspiller sig i et meget feminint univers, er den bredt appellerende, så snyd ikke dig selv for denne mesterligt skrevede bog.
April 7, 2018
Z první knihy, kterou jsem od dánské autorky Helle Helle četla (Tohle jsem měla napsat v přítomném čase), jsem byla trochu rozpačitá a ve finále jsem se nemohla rozhodnout, zda se mi líbila nebo ne. A tak jsem se od ní rozhodla přečíst ještě nějakou další.
Autorka píše stroze, syrově (ostatně jako většina severských autorů). Nudu maloměsta popisuje v krátkých a jednoduchých větách a nevím, do toho dánského prostředí mi to perfektně zapadalo. Stejně jako první výše zmiňovaná kniha je i tahle spíš o navnadění určitého pocitu, než o perfektní zápletce. Napětí při četbě rozhodně necítíte.
Po přečtení mám opět stejný pocit, jako jsem měla u její první knížky. Dávám tři hvězdičky. Průměr, který neurazí, ani nenadchne. Od Helle Helle je to ale asi má poslední knížka, tak nějak nemám potřebu sahat po další.
Autorka píše stroze, syrově (ostatně jako většina severských autorů). Nudu maloměsta popisuje v krátkých a jednoduchých větách a nevím, do toho dánského prostředí mi to perfektně zapadalo. Stejně jako první výše zmiňovaná kniha je i tahle spíš o navnadění určitého pocitu, než o perfektní zápletce. Napětí při četbě rozhodně necítíte.
Po přečtení mám opět stejný pocit, jako jsem měla u její první knížky. Dávám tři hvězdičky. Průměr, který neurazí, ani nenadchne. Od Helle Helle je to ale asi má poslední knížka, tak nějak nemám potřebu sahat po další.
November 21, 2023
I love women living alone with other women, their very simple lives (as internet does not exist)
February 28, 2021
La vida a la frontera sempre és difícil, encara que sigui una frontera que uneix per mar Dinamarca i Alemanya. Les joves germanes Jane i Tine viuen juntes i també treballen juntes a la perfumeria del ferri que fa el trajecte de Rødbyhavn a Puttgarden. Miren de recompondre les seves vides després de la mort de la mare i del naixement de la Ditte, la filla de la Tine. No saben què és una família convencional, però s'escolten, s'ajuden i es fan costat. Germanes i amigues, miraran d'acompanyar-se mútuament en la seva existència complicada i de vegades miserable.
Nou llibre de l'editorial Nits Blanques que s'ha proposat fer-nos arribar literatura dels països nòrdics que fins ara no tenia lloc al saturat mercat editorial català. Aquesta obra de la danesa Helle Helle és curteta i narra històries petites, descriu la quotidianitat de dues germanes amb una feina molt peculiar i una situació personal complicada, però que malden per sobreviure. El vincle que les uneix és indestructible. Els trajectes en ferri, el record de la seva mare i els brots verds de les seves relacions personals centraran la trama de la novel·la, que no compta amb grans girs argumentals ni amb un ritme trepidant, però que descriu bé aquestes vides assossegades de les persones invisibles que no acaparen mirades ni focus, però que, malgrat tot, existeixen. Narrativa agradable, plena de descripcions i de situacions quotidianes, amb els seus drames i les seves petites alegries i complicitats. Lectura reposada, planera. No hi espereu grans gestes, ni reflexions profundes. La vida, de vegades, és això.
(SERGI)
Nou llibre de l'editorial Nits Blanques que s'ha proposat fer-nos arribar literatura dels països nòrdics que fins ara no tenia lloc al saturat mercat editorial català. Aquesta obra de la danesa Helle Helle és curteta i narra històries petites, descriu la quotidianitat de dues germanes amb una feina molt peculiar i una situació personal complicada, però que malden per sobreviure. El vincle que les uneix és indestructible. Els trajectes en ferri, el record de la seva mare i els brots verds de les seves relacions personals centraran la trama de la novel·la, que no compta amb grans girs argumentals ni amb un ritme trepidant, però que descriu bé aquestes vides assossegades de les persones invisibles que no acaparen mirades ni focus, però que, malgrat tot, existeixen. Narrativa agradable, plena de descripcions i de situacions quotidianes, amb els seus drames i les seves petites alegries i complicitats. Lectura reposada, planera. No hi espereu grans gestes, ni reflexions profundes. La vida, de vegades, és això.
(SERGI)
November 20, 2017
Myslím si, že ať už sáhnu od Helle Helle po čemkoliv, bude to přesně v podobném stylu. Minimalismus, každodennost, trochu "jakobytopsalomésedmnáctiletéjá", ale pořád jsem se nerozhodla, jestli mě to baví nebo ne. Občas nuda, ale v konečném důsledku fajn.
October 9, 2019
Helle Helle je mi dlhodobo blízka. Minimalistickým realizmom približuje podivne strohé dni obyčajných ľudí, ktorých život je zložený z najbežnejších vecí a nutných činností, z ľudských nešťastí a z milióna drobných radostí, akou je napríklad prestávka pre personál na trajekte do Nemecka...
June 8, 2021
Minimalistický, naoko všedný dej, v ktorom máte pocit, že sa skoro nič nedeje a napriek tomu viete, že sa deje veľa tam niekde v hlavných postavách, hlboko. Nie každému to sedí, no mne sa Helle Helle vždy číta dobre. Mám rada atmosféru (melancholickú, obyčajnú, ťaživú, občas sladkosmutnú, dobre známu) ktorú Helle vkladá medzi riadky. A téma osamelosti, rodinnych pút, snahy niečo zmeniť a nemožnosti sa pohnúť sa mi tiež celkom zaryla pod kožu a chvíľu bude rezonovať.
August 29, 2022
Uit de boekenkast van mijn ouders. Wonderlijk verhaal, typisch Deens. Humor en absurdisme.
May 14, 2023
”Tine kunde bli så översvallande att min egen glädje ebbade ut. Hon hoppade upp och ned i soffan, klappade i händerna, hennes röst blev hög och gäll. […]
Ibland såg jag på mig själv som en silo vid en åker. Jag visste inte riktigt vad den innehöll. Kanske ingenting. Jag funderade också över hur andra såg på mig. De fick gärna lägga märke till mig, men helst inget mer. Jag sa det till Tine:
� Jag känner mig som en silo.
Hon höjde på ögonbrynen:
� Har du gått upp i vikt nu igen? Vi får äta råkost ett tag.�
Jag tror inte man kan gestalta människor mer tonsäkert än vad Danmarks främsta prosaist gör i detta mästerverk. Jaget � silon � heter Jane, hon är Tines lillasyster. De är båda unga vuxna och saknar samma föräldrar, de bor ihop och arbetar på samma färja. Tine dundrar fram, hon lämnar ingen oberörd. Efter kommer lillasyster Jane. Ändå verkar de båda stå och stampa på samma ställe, i samma skor. Trots sina olikheter tycks livsbanorna i detta drama redan utstakade � och de sammanfaller med en tredje; deras mors. De åker fram och tillbaka mellan danska Rödby och tyska Puttgarden, men de sitter samtidigt fast. Tine har försökt peppa Jane att läsa vidare, men utbrytningsförsöket misslyckas, hon hoppar av utbildningen.
Med en noga avvägd balans mellan vardagsrealism och bråd död skriver Helle Helle en minimalistisk och perfekt prosa med nerv. Hon skriver om livet som det är; banalt och komplext. Texten är ren från förklaringar och övertydligheter, den är öppen för läsaren fri att tolka.
Jag kan känna igen mig i Tines ansvarskänslor och försök att styra upp saker, storasyster som jag är. Mest mestadels känner jag inte alls igen mig. Därför är det med största nöje jag tar plats i deras huvuden när de inte vet vad de vill, saknar magkänsla, rör till det, håller inne med sina tankar och låter situationen styra. Det är som att livet lever med dem, istället för att de lever livet.
Det handlar om att inte komma ifrån sitt arv. Jag tänkte ett tag att de var i sorg och därför saknar mål och mening. Men sen kom ett fantastiskt slut, och jag tänkte om.
Otrolig bra bok.
Ibland såg jag på mig själv som en silo vid en åker. Jag visste inte riktigt vad den innehöll. Kanske ingenting. Jag funderade också över hur andra såg på mig. De fick gärna lägga märke till mig, men helst inget mer. Jag sa det till Tine:
� Jag känner mig som en silo.
Hon höjde på ögonbrynen:
� Har du gått upp i vikt nu igen? Vi får äta råkost ett tag.�
Jag tror inte man kan gestalta människor mer tonsäkert än vad Danmarks främsta prosaist gör i detta mästerverk. Jaget � silon � heter Jane, hon är Tines lillasyster. De är båda unga vuxna och saknar samma föräldrar, de bor ihop och arbetar på samma färja. Tine dundrar fram, hon lämnar ingen oberörd. Efter kommer lillasyster Jane. Ändå verkar de båda stå och stampa på samma ställe, i samma skor. Trots sina olikheter tycks livsbanorna i detta drama redan utstakade � och de sammanfaller med en tredje; deras mors. De åker fram och tillbaka mellan danska Rödby och tyska Puttgarden, men de sitter samtidigt fast. Tine har försökt peppa Jane att läsa vidare, men utbrytningsförsöket misslyckas, hon hoppar av utbildningen.
Med en noga avvägd balans mellan vardagsrealism och bråd död skriver Helle Helle en minimalistisk och perfekt prosa med nerv. Hon skriver om livet som det är; banalt och komplext. Texten är ren från förklaringar och övertydligheter, den är öppen för läsaren fri att tolka.
Jag kan känna igen mig i Tines ansvarskänslor och försök att styra upp saker, storasyster som jag är. Mest mestadels känner jag inte alls igen mig. Därför är det med största nöje jag tar plats i deras huvuden när de inte vet vad de vill, saknar magkänsla, rör till det, håller inne med sina tankar och låter situationen styra. Det är som att livet lever med dem, istället för att de lever livet.
Det handlar om att inte komma ifrån sitt arv. Jag tänkte ett tag att de var i sorg och därför saknar mål och mening. Men sen kom ett fantastiskt slut, och jag tänkte om.
Otrolig bra bok.
September 30, 2016
Mit første møde med Helle Helle. Jeg kan godt se, hvad folk mener, når de siger, at de elsker Helle Helles forfatterskab. Men det er bare ikke rigtigt mig.
Det er god, velskrevet socialrealisme, og ganske solidt håndværk. Det er godt nok også bare...kedeligt.
Rødby/Puttgarten er en sørgelig historie om Jane og hendes depression, som ender med at tage ned til søster Tine for at bo - og søster Tine har enten ikke overskud eller har ikke opdaget, hvor slemt Jane har det. Eller også har hun det selv af helvede til?
Helle Helle siger en masse mellem linjerne, og det er her, jeg godt forstår hvad folk holder af. Hendes sprog er meget simpelt og helt nede på jorden - ikke nogle flyvske sætninger, metaforer eller maleriske beskrivelser af måltider - og det kan man enten holde af eller ej; jeg er selv lidt mere til brug af adjektiver sådan generelt ;)
Helle Helle - jeg forstår hypen, men er ikke sikker på, at jeg selv er der endnu. Eller nogensinde kommer der...
Det er god, velskrevet socialrealisme, og ganske solidt håndværk. Det er godt nok også bare...kedeligt.
Rødby/Puttgarten er en sørgelig historie om Jane og hendes depression, som ender med at tage ned til søster Tine for at bo - og søster Tine har enten ikke overskud eller har ikke opdaget, hvor slemt Jane har det. Eller også har hun det selv af helvede til?
Helle Helle siger en masse mellem linjerne, og det er her, jeg godt forstår hvad folk holder af. Hendes sprog er meget simpelt og helt nede på jorden - ikke nogle flyvske sætninger, metaforer eller maleriske beskrivelser af måltider - og det kan man enten holde af eller ej; jeg er selv lidt mere til brug af adjektiver sådan generelt ;)
Helle Helle - jeg forstår hypen, men er ikke sikker på, at jeg selv er der endnu. Eller nogensinde kommer der...
This entire review has been hidden because of spoilers.
July 13, 2019
Geen wereldschokkende (historische) ontwikkelingen, geen plot maar het leven van gewone mensen onder gewone omstandigheden en (toch) schrijft Helle Helle (echte naam) hier een roman over die boeit. Een knappe prestatie, die je bovendien aan het denken zet over wat echt belangrijk is in een en ook jouw leven. Een auteur waar ik meer van wil lezen.
Read
July 16, 2022den første danske roman jeg har læst! jeg tror det havde været beder at læse den i et stræk eller i hverfald over en korter periode, men den gjorde alligevel et indryk. helle helle skriver på en meget skarp og lidt deprimerende måde. jeg kunne virkeligt godt lide den og hendes portræt af mor-datter relationer (og også relationen mellem søsteren).
October 11, 2023
Angränsande femma. Otroligt stämningsfullt med små medel - förtätad! - om döden och det lilla livet.
February 17, 2024
Min første bog af Helle Helle og ganske udmærket. En meget minimalistisk skrivestil, muligvis tenderende til mangelfuld efter min smag. Men der var alligevel noget fængende ved den, så jeg er blevet nysgerrig på at læse nogle af hendes nyere bøger.
May 6, 2024
Táto dánska autorka dokáže popisovať realitu, občas bezútešnú, občas peknú vo svojej jednoduchosti a každodennosti, spôsobom, ktorý je presvedčivejší než zdĺhavé popisné knihy, snažiace sa o to isté. Píše stručne a výstižne, na malom priestore dokáže obsiahnuť a vystihnúť prekvapujúco veľa.
December 5, 2021
En meget trist, men samtidig en god bog. Selvom det er meget grå igennem, viser det, at der er stadig lidt solen til os alle. Alligevel kunne jeg ikke lide finalen, og jeg synes også, at sammensætningen er lidt mærkelig.
October 26, 2023
1,5/5⭐️
May 3, 2025
jeg skrev SRP om ø-ʳܳٳٲ i sin tid, og det er ret sjovt at genlæse romanen, og genopdage sine egne gamle blyantsnoter i de tynde margener.
I øvrigt er den skidegod og hård - for mig beviser den, at Helle Helle ikke kun interesserer sig for sproget i sig selv, men at hun også er en stor (men underspillet) fortællerske om klasse, udkant og køn.
I øvrigt er den skidegod og hård - for mig beviser den, at Helle Helle ikke kun interesserer sig for sproget i sig selv, men at hun også er en stor (men underspillet) fortællerske om klasse, udkant og køn.
January 28, 2023
Af og til tænkte jeg på mig selv som en silo i udkanten af en pløjemark. Jeg vidste ikke, hvad der var indeni. Måske var der ingenting.
Sådan beskriver fortælleren Jane sig selv i Helle Heles nye roman RØDBY-PUTTGARDEN, men som man trænger længere og længere ind i karakteren, kan man nu ikke give hende helt ret.
Jane lever ganske vis en noget ørkesløs provinstilværelse i Rødby, med hendes søster og dennes barn, der er et produkt af et løst og nu bortkommet bekendtskab. Søstrene arbejder begge på færgerne, der sejler mellem Rødby og Puttgarden, i parfume-afdelingen, et meget velduftende og eksotisk sted, i sammenligning med deres hverdag, hvor højdepunkterne er krydsogtværs og lunt bagerbrød.
Alligevel dækker denne sparsomt ophidsende hverdag over noget andet og mere. Selv om hovedpersonen Jane tilsyneladende ingen udlængsel har, dækker den manglende fremdrift ikke bare over en provinsiel sløvhed, men snarere over psykologiske angstmekanismer og identitets-forskydninger. Det mere end antydes om Jane, at hun intelligensmæssigt ligger væsentligt over gennemsnittet, og hun har da også forsøgt sig med en videregående uddannelse i Næstved. Men ensomheden der, utrygheden ved at være borte fra det lollandske ophav, bibringer psykologiske ustabiliteter, der kommer til udtryk mere eller mindre konkret. Hun vender derfor hjem, og opgiver helt at bevæge sig uden for ‘Solskinsøen�, som de lokale ynder at kalde Lolland.
Umiddelbart forstår man måske ikke, hvorfor det er så meget mere trygt i Rødby. Folk dør jævnligt omkring dem, enten hænger de sig eller tager gift, og den ene bonderøv afløser den anden inden for kærlighedslivet, uden at tilvejebringe nogen følelsesmæssig konstans. Men måske er denne følelse af tryghed i Rødby snarere forårsaget af egnens manglende introspektion og selvrefleksivitet (således som egnen altså forekommer i romanen � ikke for at udhænge de kære lollikker).
I Rødby og omegn kan Jane slentre afsted med sin udprægede formålsløse gang. Forstået på den måde, at der intet mål er for hendes handlinger, eller nogen særlig retning, men hun bliver ikke konfronteret med tomgangen. Når hun er forelsket i den ene, men går i seng med den anden, bliver der ikke stillet spørgsmål.
Når folk dør, er det heller ikke nogen sensation, � På en uge døde fire, sådan var det hernede, fortæller Jane.
Fortælleren kan med andre ord gå uantastet rundt med hendes psykologiske uafklarede problemer, der igennem romanen viser sig at være mere betydelige end først antaget. Men mere skal ikke afsløres her, andet end romanen har en skøn pointeret slutning, der får det hele til at vende sig 180 grader.
Når Helle Helles stil skal kortlægges, peger mange på de hårdkogte gutter inden for den amerikanske minimalisme, særligt med henblik på Hemingway og Carver. Dette vanedannende selskab, med en syrlig sved i armhulerne og en kold øl i hånden, er da bestemt også værd at opsøge, og det er da også klart, at Helle Helle kigger sig over skulderen i den retning. Hendes stil er enkel, fattig på adjektiver og uden noget billedmættende fyld af nogen art. Handlingens fremdrift og udvikling ligger ikke i højsædet, der søges snarere en negation af disse, som det også er tilfældet hos de to amerikanske herrer. Man støder endog ofte på isbjerge, og det usagte fylder alt i alt mere end det sagte.
Men når det så er sagt, må det da også understreges, at Helle Helle ikke er noget ny, opdateret eller fordansket version af Hemingway, og da slet ikke af Carver.
Helle Helle har sin egen stil, der absolut klæder hende, og det kunne være interessant at se lidt på, hvorledes Helle Helle adskiller sig fra den amerikansk minimalistiske tradition, dvs. hvor det er, hun går hen, når hun bliver sin egen, i stedet for at se på, hvor hun bevæger sig hen som dygtig kopist.
For det første er Helle Helle en kvinde, det regner vi da stærkt med, og selv om det er uhyre upopulært at udtrykke nogen som helst udsagn, der peger på, at der er forskel mellem mænd og kvinder, i særdeleshed nu hvor alle (igen) er blevet feminister, ikke mindst mændene, er der i dette tilfælde en stor forskel på at fremvise en maskulin hemingwaysk minimalisme og en feminin ‘helle-hellesk�.
Helle Helles noveller og romaner befinder sig ofte inden for et kvindeligt univers, og her er RØDBY-PUTTGARDEN ingen undtagelse. Søstrene Jane og Tine taler om mænd, der er ‘vilde med dem�, om øjenskygger, hårlak og parfumer, og synet på parforholdet ses først og fremmest fra kvindens synspunkt. Trods den minimalistiske stil trænger der også flere følelser igennem den nøgterne realisme.
Realismen, som Helle Helle fremdyrker, bliver altså ikke håndkogt i hemingwaysk forstand, selv om den måske nok forbliver nøgtern og usentimental. Og dette er bestemt ikke noget dårligt træk, efter som det åbner op for en dybere interesse og empati for romanens karakterer. Selv om hovedpersonernes psykologi i RØDBY-PUTTGARDEN, Jane og Tines, langt fra udredes og uddybes, nuanceres karaktererne på en på en langt mere medlevende facon, end det eksempelvis ville være tilfældet hos Raymond Carver.
Et andet træk, der adskiller hende afgørende fra den macho-amerikanske minimalisme, er Helle Helles etablering af betydning. Helle Helle tillader sig i langt højere grad, i hvert fald i denne roman, at lade metaforerne faktisk pege på noget, om ikke noget helt bestemt, så i hvert fald noget nogenlunde bestemmeligt.
Vi ser det i RØDBY-PUTTGARDEN ved den måde, hvorpå alle døre og afgange ud af den provinsielle dagligdag syntes at lukke sig for fortælleren. Døren bliver konkret lukket i hovedet på hende, men også byens eneste restaurant har lukket, den dag søstrene bestemmer sig for en middag ud over det sædvanlige. En rejse, til en så udramatisk destination som Nykøbing, afbrydes endvidere, da toget simpelthen går i stå. Denne fastlåsning i provinsen, og den dertilhørende eksistensform, understreges kun af jobbet på færgerne, der altid vender tilbage til det samme, Rødby. Der sker ingen reel udvikling i romanen, det er det samme igen og igen, og der er mange betydningsdannelser, der i romanen netop peger på dette forhold.
Helle Helle har altså sin helt egen stemme i romanen, og RØDBY-PUTTGARDEN må være enhver dansklærers drøm. Der er så mange ting at hive frem (se bare på denne alt for lange anmeldelse), et mylder af fortolkeligheder, og romanen vokser kun ved hver gennemlæsning. Det er ganske enkelt strålende. Der er dømt klasse af rang og højt humør fra færgemanden. Tilbage er der kun at sige: God overfart!
Sådan beskriver fortælleren Jane sig selv i Helle Heles nye roman RØDBY-PUTTGARDEN, men som man trænger længere og længere ind i karakteren, kan man nu ikke give hende helt ret.
Jane lever ganske vis en noget ørkesløs provinstilværelse i Rødby, med hendes søster og dennes barn, der er et produkt af et løst og nu bortkommet bekendtskab. Søstrene arbejder begge på færgerne, der sejler mellem Rødby og Puttgarden, i parfume-afdelingen, et meget velduftende og eksotisk sted, i sammenligning med deres hverdag, hvor højdepunkterne er krydsogtværs og lunt bagerbrød.
Alligevel dækker denne sparsomt ophidsende hverdag over noget andet og mere. Selv om hovedpersonen Jane tilsyneladende ingen udlængsel har, dækker den manglende fremdrift ikke bare over en provinsiel sløvhed, men snarere over psykologiske angstmekanismer og identitets-forskydninger. Det mere end antydes om Jane, at hun intelligensmæssigt ligger væsentligt over gennemsnittet, og hun har da også forsøgt sig med en videregående uddannelse i Næstved. Men ensomheden der, utrygheden ved at være borte fra det lollandske ophav, bibringer psykologiske ustabiliteter, der kommer til udtryk mere eller mindre konkret. Hun vender derfor hjem, og opgiver helt at bevæge sig uden for ‘Solskinsøen�, som de lokale ynder at kalde Lolland.
Umiddelbart forstår man måske ikke, hvorfor det er så meget mere trygt i Rødby. Folk dør jævnligt omkring dem, enten hænger de sig eller tager gift, og den ene bonderøv afløser den anden inden for kærlighedslivet, uden at tilvejebringe nogen følelsesmæssig konstans. Men måske er denne følelse af tryghed i Rødby snarere forårsaget af egnens manglende introspektion og selvrefleksivitet (således som egnen altså forekommer i romanen � ikke for at udhænge de kære lollikker).
I Rødby og omegn kan Jane slentre afsted med sin udprægede formålsløse gang. Forstået på den måde, at der intet mål er for hendes handlinger, eller nogen særlig retning, men hun bliver ikke konfronteret med tomgangen. Når hun er forelsket i den ene, men går i seng med den anden, bliver der ikke stillet spørgsmål.
Når folk dør, er det heller ikke nogen sensation, � På en uge døde fire, sådan var det hernede, fortæller Jane.
Fortælleren kan med andre ord gå uantastet rundt med hendes psykologiske uafklarede problemer, der igennem romanen viser sig at være mere betydelige end først antaget. Men mere skal ikke afsløres her, andet end romanen har en skøn pointeret slutning, der får det hele til at vende sig 180 grader.
Når Helle Helles stil skal kortlægges, peger mange på de hårdkogte gutter inden for den amerikanske minimalisme, særligt med henblik på Hemingway og Carver. Dette vanedannende selskab, med en syrlig sved i armhulerne og en kold øl i hånden, er da bestemt også værd at opsøge, og det er da også klart, at Helle Helle kigger sig over skulderen i den retning. Hendes stil er enkel, fattig på adjektiver og uden noget billedmættende fyld af nogen art. Handlingens fremdrift og udvikling ligger ikke i højsædet, der søges snarere en negation af disse, som det også er tilfældet hos de to amerikanske herrer. Man støder endog ofte på isbjerge, og det usagte fylder alt i alt mere end det sagte.
Men når det så er sagt, må det da også understreges, at Helle Helle ikke er noget ny, opdateret eller fordansket version af Hemingway, og da slet ikke af Carver.
Helle Helle har sin egen stil, der absolut klæder hende, og det kunne være interessant at se lidt på, hvorledes Helle Helle adskiller sig fra den amerikansk minimalistiske tradition, dvs. hvor det er, hun går hen, når hun bliver sin egen, i stedet for at se på, hvor hun bevæger sig hen som dygtig kopist.
For det første er Helle Helle en kvinde, det regner vi da stærkt med, og selv om det er uhyre upopulært at udtrykke nogen som helst udsagn, der peger på, at der er forskel mellem mænd og kvinder, i særdeleshed nu hvor alle (igen) er blevet feminister, ikke mindst mændene, er der i dette tilfælde en stor forskel på at fremvise en maskulin hemingwaysk minimalisme og en feminin ‘helle-hellesk�.
Helle Helles noveller og romaner befinder sig ofte inden for et kvindeligt univers, og her er RØDBY-PUTTGARDEN ingen undtagelse. Søstrene Jane og Tine taler om mænd, der er ‘vilde med dem�, om øjenskygger, hårlak og parfumer, og synet på parforholdet ses først og fremmest fra kvindens synspunkt. Trods den minimalistiske stil trænger der også flere følelser igennem den nøgterne realisme.
Realismen, som Helle Helle fremdyrker, bliver altså ikke håndkogt i hemingwaysk forstand, selv om den måske nok forbliver nøgtern og usentimental. Og dette er bestemt ikke noget dårligt træk, efter som det åbner op for en dybere interesse og empati for romanens karakterer. Selv om hovedpersonernes psykologi i RØDBY-PUTTGARDEN, Jane og Tines, langt fra udredes og uddybes, nuanceres karaktererne på en på en langt mere medlevende facon, end det eksempelvis ville være tilfældet hos Raymond Carver.
Et andet træk, der adskiller hende afgørende fra den macho-amerikanske minimalisme, er Helle Helles etablering af betydning. Helle Helle tillader sig i langt højere grad, i hvert fald i denne roman, at lade metaforerne faktisk pege på noget, om ikke noget helt bestemt, så i hvert fald noget nogenlunde bestemmeligt.
Vi ser det i RØDBY-PUTTGARDEN ved den måde, hvorpå alle døre og afgange ud af den provinsielle dagligdag syntes at lukke sig for fortælleren. Døren bliver konkret lukket i hovedet på hende, men også byens eneste restaurant har lukket, den dag søstrene bestemmer sig for en middag ud over det sædvanlige. En rejse, til en så udramatisk destination som Nykøbing, afbrydes endvidere, da toget simpelthen går i stå. Denne fastlåsning i provinsen, og den dertilhørende eksistensform, understreges kun af jobbet på færgerne, der altid vender tilbage til det samme, Rødby. Der sker ingen reel udvikling i romanen, det er det samme igen og igen, og der er mange betydningsdannelser, der i romanen netop peger på dette forhold.
Helle Helle har altså sin helt egen stemme i romanen, og RØDBY-PUTTGARDEN må være enhver dansklærers drøm. Der er så mange ting at hive frem (se bare på denne alt for lange anmeldelse), et mylder af fortolkeligheder, og romanen vokser kun ved hver gennemlæsning. Det er ganske enkelt strålende. Der er dømt klasse af rang og højt humør fra færgemanden. Tilbage er der kun at sige: God overfart!
February 10, 2017
In this book the author is showing the life of an ordinary woman and her interaction with her sister, niece, mother and various men. I am amazed by how well the book is written and how much Helle Helle is able to show with using so little language. There is a reason why critics compare her with Hemingway. Indeed, she uses dialogue and minimalistic language to convey many different emotions. However, unlike Hemingway, Helle Helle's characters in this book are not male writers or intellectuals or whatsoever. They are the most ordinary women you meet at the counter of a ferry shop and you think their lives are boring. Helle Helle shows that there are no boring lives.
I wish this book was translated into English.
I wish this book was translated into English.
February 1, 2011
Helle Helle - De veerboot
De veerboot is een bijzonder verhaal. Er gebeurt helemaal niets in het Deense plaatsje Rødby, behalve dat er een paar mensen doodgaan en er een paar mannen gaan en komen in het leven van Jane, de vertelster. We volgen Tine en Jane, die niet zo lang geleden hun moeder verloren. Ze wonen samen, Tine heeft een dochtertje, en allebei werken ze in de parfumerieafdeling van de veerboot van Rødby naar Puttgarden. Het dagelijks leven wordt eenvoudig beschreven met korte zinnen. Wat lijkt schrijven dan gemakkelijk. Maar tussen die zinnen en regels en onder de woorden lees je de eenzaamheid en het onvermogen te voelen en werkelijk contact te maken. De soms sublieme dialogen versterken het verhaal nog eens. Ik ben verrast en ook geamuseerd, het verhaal wordt nergens zwaar of beklemmend, maar laat je niet ongemoeid. Een Deense schrijfster met een uitgesproken stijl en een eigen stem.
De veerboot is een bijzonder verhaal. Er gebeurt helemaal niets in het Deense plaatsje Rødby, behalve dat er een paar mensen doodgaan en er een paar mannen gaan en komen in het leven van Jane, de vertelster. We volgen Tine en Jane, die niet zo lang geleden hun moeder verloren. Ze wonen samen, Tine heeft een dochtertje, en allebei werken ze in de parfumerieafdeling van de veerboot van Rødby naar Puttgarden. Het dagelijks leven wordt eenvoudig beschreven met korte zinnen. Wat lijkt schrijven dan gemakkelijk. Maar tussen die zinnen en regels en onder de woorden lees je de eenzaamheid en het onvermogen te voelen en werkelijk contact te maken. De soms sublieme dialogen versterken het verhaal nog eens. Ik ben verrast en ook geamuseerd, het verhaal wordt nergens zwaar of beklemmend, maar laat je niet ongemoeid. Een Deense schrijfster met een uitgesproken stijl en een eigen stem.
January 23, 2013
jeg bliver hver gang imponeret over at der sker så lidt i helle helles romaner, og stadigvæk så meget. hun formår at gøre den mest grå hverdag til noget der er værd at skrive om og det kan jeg godt lide. jeg kan godt lide alt dette og det hele og ja. jeg var lidt forvirret over tiden handlingen foregik i om det foregik i 2005 eller før? i firserne måske. jeg kunne ikke helt regne det ud, men det gjorde mig egentlig heller ikke så meget.
slutningen er vild synes jeg og ja, jeg elsker jo når en slutning sætter en bog i perspektiv.
slutningen er vild synes jeg og ja, jeg elsker jo når en slutning sætter en bog i perspektiv.
March 15, 2018
Tohle byla moje první knížka od Helle Helle a určitě ne poslední. Útlá, ale přesto nabitá dokonalým, byť minimalistickým, rozpracováním postav a jejich života. Díky krátkým kapitolám a výstižným popisům má knížka filmový nádech - řeší lásku, konfrontuje se smrtí, ale nenásilným a strohým stylem, který je Dánsku vlastní. Nečekejte milostné vzlyky na desítky stránek, bude to krátké konstatování reality dvou žen, které spolu pracují a žijí neobyčejně obyčejným životem. Na mě to působilo silně, místy jsem byla dojatá.
November 8, 2011
Uh. Jeg hadede denne bog, og alligevel var den meget god på sin egen under gulvet fortælling om to piger uden noget indhold i livet. Frem og tilbage, uden at komme nogen vegne, og sproget ligeså kedeligt som historien, og det er paradoksalt nok det, som faktisk gør bogen ok.
Jeg krummede tæer, da jeg læste den, og gør det stadigvæk, når den kommer i havn.
Jeg krummede tæer, da jeg læste den, og gør det stadigvæk, når den kommer i havn.
August 5, 2024
Virkelig velskrevet, minimalistisk slice-of-life fra en svunden tid, hvor elektronikken ikke påvirkede vores relationer i samme grad.
Den måde at små detaljer i erindringer påvirker vores overordnede opfattelse af dem er særligt tankevækkende.
Den måde at små detaljer i erindringer påvirker vores overordnede opfattelse af dem er særligt tankevækkende.
May 5, 2016
jeg er meget usikker på, hvad jeg skal føle for denne bog. 2.5?
February 26, 2023
Det bedste ved den her bog, var da den sluttede.
February 6, 2024
“På en uge døde fire. Sådan var det hernede.�
April 26, 2021
Ik las reeds twee boeken van Helle Helle, namelijk "dem" (gelezen in het Zweeds) en "this should have been written in the present tense" (gelezen in het Engels), en geen van beide kon me bekoren. Integendeel, ik vond het saaie, nietszeggende boeken, en als ik me goed herinner schreef ik in de recensie van het laatste boek dat dit beter helemaal niet geschreven was geweest, zelfs niet in de tegenwoordige tijd. Enfin, you get the picture.
Mijn enthousiasme was dan ook niet supergroot toen mijn lerares Deens met dit boek van Helle Helle kwam aandraven. Daar hebben we ze weer. Met een zucht nam ik het 215 pagina's tellende boek ter hand en probeerde positief te blijven : "ook al is dit boek niets, het zal een goede oefening Deens geweest zijn".
Maar wat een verrassing. Wat een onverwacht leesplezier Helle Helle me deze keer heeft gegund. ø-ʳܳٳٲ is een fantastisch boek dat me, ondanks Helles zeer typische heel minimalistische stijl, ongelofelijk heeft geboeid. Een top leeservaring dus én een les Deens. Twee vliegen in een klap.
Helle beschrijft het leven van de zusjes Jane en Tine, die in Rødby wonen en hun brood verdienen op de ferries de elke dag tussen Denemarken en Duitsland varen. Een grijs dorp. Met grijze mensen. En een grijs leven waarin bijzonder weinig gebeurt. Je snapt dat ik niet overliep van enthousiasme toen ik de achterflap las, maar deze keer weet Helle Helle met haar schrijfstijl het grote niets bijzonder boeiend te maken. De stiltes die tussen de regels vallen knagen aan je. Je voelt de eenzaamheid en grauwheid zomaar op je af komen, en het onvermogen om emoties te tonen viert hoogtij. En toch, in dit grijze bestaan, gedomineerd door dagdagelijkse beslommeringen, zijn de hoofdpersonages gelukkig en willen ze nergens anders zijn, zoals blijkt uit sublieme dialogen en het vleugje (ongepaste) humeur links en rechts. Een boek dat blijft plakken. Nooit gedacht dat je met zo weinig zo veel kon zeggen.
Misschien moet ik de andere boeken van Helle eens herlezen in het Deens. Ik kan me voorstellen dat de schrijfstijl van Helle niet evident te vertalen is.
Mijn enthousiasme was dan ook niet supergroot toen mijn lerares Deens met dit boek van Helle Helle kwam aandraven. Daar hebben we ze weer. Met een zucht nam ik het 215 pagina's tellende boek ter hand en probeerde positief te blijven : "ook al is dit boek niets, het zal een goede oefening Deens geweest zijn".
Maar wat een verrassing. Wat een onverwacht leesplezier Helle Helle me deze keer heeft gegund. ø-ʳܳٳٲ is een fantastisch boek dat me, ondanks Helles zeer typische heel minimalistische stijl, ongelofelijk heeft geboeid. Een top leeservaring dus én een les Deens. Twee vliegen in een klap.
Helle beschrijft het leven van de zusjes Jane en Tine, die in Rødby wonen en hun brood verdienen op de ferries de elke dag tussen Denemarken en Duitsland varen. Een grijs dorp. Met grijze mensen. En een grijs leven waarin bijzonder weinig gebeurt. Je snapt dat ik niet overliep van enthousiasme toen ik de achterflap las, maar deze keer weet Helle Helle met haar schrijfstijl het grote niets bijzonder boeiend te maken. De stiltes die tussen de regels vallen knagen aan je. Je voelt de eenzaamheid en grauwheid zomaar op je af komen, en het onvermogen om emoties te tonen viert hoogtij. En toch, in dit grijze bestaan, gedomineerd door dagdagelijkse beslommeringen, zijn de hoofdpersonages gelukkig en willen ze nergens anders zijn, zoals blijkt uit sublieme dialogen en het vleugje (ongepaste) humeur links en rechts. Een boek dat blijft plakken. Nooit gedacht dat je met zo weinig zo veel kon zeggen.
Misschien moet ik de andere boeken van Helle eens herlezen in het Deens. Ik kan me voorstellen dat de schrijfstijl van Helle niet evident te vertalen is.
Displaying 1 - 30 of 90 reviews
Can't find what you're looking for?
Get help and learn more about the design.